lev mens du gør det…

der kommer et tidspunkt hvor man har sin fremtid bag sig….”

Den 1. oktober 2011 solgte jeg min ejerandel i Partner Revision og den 1. oktober året efter (2012) holdt jeg med at arbejde som statsautoriseret revisor. Venlige sjæle (nu tidligere kollegaer) påstår det var meget tidligere jeg allerede var stoppet med at arbejde!!

Jeg kunne herefter koncentrere mig 100% om at udleve min devise -Lev mens du gør det!

“Den Danske Frimurerorden”

I vinterhalvåret har arbejdet i Den Danske Frimurerorden fyldt rigtig meget. Jeg blev optaget i Ordenen i februar 1991 og kom hurtigt til at fungere som Skatmester (kasserer). Efter en årrække med dette hver i to loger (Silkeborg og Viborg) påtog jeg mig andre poster. I perioden fra 2010 til 2018 var jeg leder af logen Hans Tausen i Viborg – en loge for seniormedlemmer af Ordenen.

Jeg var heldig at have opgaven i en periode som fortsatte den fremgang der allerede var sat i gang og ubeskedent fik jeg igangsat en række initiativer som forstærkede trivsel og fremgang. Da jeg holdt i 2018 havde jeg været embedsmand i denne loge i 20 år og jeg overlod en loge med et højt medlemstal og en solid økonomi til min efterfølger.

I 2015 blev jeg valgt til for en periode på 8 år at lede logen Mitra i Silkeborg. I forhold til ledelsesopgaven i Viborg en anderledes krævende opgave – fordi administration af forskellige juridiske enheder fylder meget, herunder ikke mindst ejendommen Skovbakken.

Valgperioden lakker mod enden. I en tid hvor det har været endog meget vanskeligt at manøvrere. Pandemien og en restriktiv topstyring af ordenen har trukket store veksler på glæde og tålmodighed ved opgaven.

“idet vi straks blev bidt af skiferier”

Efter min skilsmisse i 1992 blev jeg overtalt til at tage mine to børn med på min allerførste skitur til Hemsedal i Norge. En fatal beslutning – idet vi straks blev bidt af skiferier. En fantastisk ferieform hvor man i den grad kan være sammen med børnene på nogenlunde fælles præmisser.

Siden er der gået mere end 30 år og det blevet til rigtig mange skiferier – i flere år med flere skiferier. Norge som skimål blev hurtigt skiftet ud med Østrig, men de senere år med en fast tur til Canazei i Italien.

Når jeg runder endnu et skarpt hjørne i 2022 bliver det sammen med børnene – naturligvis med en skitur til Hemsedal i Norge. Altså hvor det hele startede. Men denne gang med børn (søn og datter), svigerbørn og 5 børnebørn i alderen fra 0 – 7 år.

Årets skisæson byder på trods af Corona derudover på skirejse til både Østrig og Italien!

“fællesjagter med de firbenede”

Jeg har altid haft en stor interesse for naturen. Nok affødt af at jeg som meget ung brugte meget tid som leder i FDF hvor friluftsliv havde en central placering.

Nu bliver det udover skiløbet dyrket gennem jagten. I foråret og sommeren på bukkejagten hvor man er på plads når solen står op. Selvom jeg hader at stå tidligt op bliver man belønnet med nogle fantastiske naturoplevelser. Som let kompenserer for manglende jagtheld!

Efteråret og vinteren byder på fællesjagter med de firebenede beboere på Skovriderlund. Her prioriteres er det sociale i et lille jagtkonsortie i Nørager på Djursland. Det er ikke meget jeg får skudt, men arbejdet med hundene på jagten gør hele forskellen.

“i den sammenhæng er det et privilegie at bo i så naturskønne omgivelser”

Pandemiens negative indflydelse kan ikke undervurderes. Det har dog haft den positive effekt for mig at jeg er kommet til at kende Silkeborgskovene og nærmeste opland rigtig godt. Nedlukningen medførte at mit nærområde blev overfyldt af vandrere. Jeg måtte derfor finde andre “græsgange”.

De daglige vandreture med hundene blev udvidet og udgangspunktet for traveturene blev hver dag flyttet rundt. Med det resultat at jeg efter 30 år i Silkeborg pludseligt opdagede rigtig mange mål. Nogle jeg kun havde hørt om men også nogle for mig helt ny. Jeg skal ikke bryste mig af at kende alle skove og naturområder – men jeg syntes selv jeg har været langt omkring. Ved tilrettelæggelsen af en vandretur er det essentielt at vælge den rigtige vej rundt – så man får fordelt stigninger jævnt.

Det er et stort privilegie at bo i så naturskønt et område – og årstidernes skiften gør at det aldrig er helt den samme oplevelse .

“Jeg har ikke nogen fast standpunkt for eller imod naturnationalparker”

Jeg følger med spænding debatten omkring naturnationalparker. Jeg har ikke nogen fast standpunkt for eller imod. Det ærgrer mig dog at debatten overvejende sker på et usagligt grundlag. Primært på grund af dyreaktivister og politikere som har øjnet lavthængende frugter i deres søgen efter stemmer.

Det er beskæmmende at en folketingspolitiker fra vor nabokommune i fuld alvor fremfører at naturbrugere skal frygte angreb fra udsatte husdyr. Og hegningen præsenteres som at der ingen adgang vil være til områderne. Selv byens tidligere borgmester faldt under valgkampen for fristelsen og gjorde spørgsmålet om naturnationalparker til et spørgsmål om hegning. Fakta er jo at hegning ikke nødvendigvis er et 3 meter højt gitterhegn – og at hegning IKKE forhindrer den fri adgang.

Det lykkedes trods alt ikke borgmesteren at blive genvalgt og gad vide om folketingepolitikerens kampagne kan bortlede opmærksomheden for Venstres helt grundlæggende overlevelseskamp.

Jeg har kontante meninger – men holder dem så vidt muligt for mig selv. Der er såmænd nok sure gamle mænd til at ytre sig. Derfor har jeg også deaktiveret min facebookprofil.

Jeg har fortsat licens til at spille golf. De senere år er det dog blivet til alt for lidt – nemlig nogle få runder om året. Jeg har fortsat et håb om at det bliver til lidt mere.

SMVsilkeborg”

For ikke at glemme debet og kredit helt har jeg påtaget mig hvervet som kasserer i SMVsilkeborg (Silkeborg Håndværkerforening) – Silkeborgs næstældste forening. Det er er ikke ingen penge i – men masser af arbejde. Men også spændende opgaver med at hjælpe med til at tilrettelægge og afvikle forskellige aktiviteter.